Kunstner, Elias Bruus, født 1995.
Autodidakt. Kunsthøjskolen Holbæk.
Jeg ser verden gennem mine malerier, der er baseret på ting, jeg har oplevet. På sansede indtryk. På ting, jeg møder på min vej. Jeg er nysgerrig på folk, og kan godt lide at spotte detaljer og skævheder.
De værker, jeg skaber, er en del af mig, inspireret af fantasi, der mixes med iagttagelser og indtryk jeg oplever. Kombinationen af fantasi-elementer og konkrete oplevelser ender ofte i en vis surrealisme i mine værker.
Jeg går ikke bevidst ud for at finde inspiration eller et bestemt tema, da mange af mine idéer opstår i situationer som f.eks. når jeg skal sove! Jeg arbejder ofte ud fra skitser, fotos mm. og undervejs kan jeg sagtens finde på at ændre eller tilføje mere til maleriet. For mig må der godt være forskel på foto og maleri. Jeg vil hellere gøre det personligt og synes det er sjovt at lægge noget op til beskueren. Hvad ser du, og hvad ser jeg? Det er interessant, når beskueren ser og oplever noget helt andet, end jeg har tænkt ind i værket.
MIN PROCES
Når jeg skaber værker udfordres jeg ofte med tingene undervejs. Jeg kommer godt i gang. Får motivet skitseret op. Grundet og får lagt det første lag hvorefter det skal tørre. Ca. halvvejs kommer udfordringerne, og ofte ligner værket noget lort undervejs, men jeg maler videre og ved med mig selv, hvordan billedet kommer til at se ud i den færdige udgave.
Det hele går op i en højere enhed, når farverne spiller, kontrasterne virker, når motivet fungerer osv. Så kan jeg både glæde mig over en lille, sjov detalje og når det hele begynder at samle sig. For selvom der altid vil være kampe undervejs, så nyder jeg at skabe kunsten.Det er sp
ændende at se resultatet af mine idéer, der afspejler noget eller en situation, der rørte mig. Når værket er færdigt, så forandrer det sig ikke, selvom verden omkring det forandrer sig hele tiden.
Det fascinerer mig at male, og jeg har aldrig kunnet forestille mig at lave andet!